Audebo Pumpestation
Pumpestationens rolle i dag
Audebo Pumpestation er opført i 1874-75 samtidig med Audebodæmningen.
Pumpestationen skal udpumpe dræningsvandet fra hele den inddæmmede del af Lammefjorden. Det vil sige cirka 55 kvadratkilometer – samme størrelse som Langeland.
Når der falder 1 mm regn, skal der rundt regnet pumpes 50.000 kubikmeter vand ud.
På et år kan det svinge fra cirka 13 millioner kubikmeter og til op over 30 mio. kb kubikmeter.


Ekstra pumpestation ved Fårevejle
Vandet pumpes ved hjælp af to pumpestationer i Audebo og ved Fårevejle Kirkeby. Den i Audebo er klart størst og afvander cirka 80 procent af det inddæmmede areal.
Pumpestationen kan pumpe ca. 18.000 kubikmeter vand i timen og skal samtidig løfte vandet cirka 7,5 meter fra kanalerne op i bassinet ved sluserne.
Når vandstanden i bassinet er højere end vandstanden på den anden side af sluserne, åbner sluserne automatisk, så vandet kan løbe ud i fjorden på den udvendige side af dæmning og sluser. Det sker to gange i døgnet.
Drives for private midler
Drift og vedligehold af pumpestation og hele det tilhørende system af dæmning, kanaler og diger betales i fællesskab af beboerne på Lammefjorden. Indbyggertallet er ca. 3.500 fordelt på ca. 1.000 ejendomme.
