Historien

Af Gitte Brink

I april 1873 påbegyndtes inddæmningen af Lammefjorden med Lensbaron G. F. Zytphen Adeler fra Dragsholm som idémand. September 1874 blev Audebodæmningen lukket, og januar 1875 påbegyndte man udpumpningen.

I 1878 dør lensbaron G. F. Zytphen-Adeler, og landinspektør L. Bentzon indtræder i hans sted. Samme år blev der foretaget en vurdering af det udtørrede område og lavet en fordeling af vedligeholdelsesomkostningerne for alle parceller i Lammefjorden (baseret på parcellernes størrelse og ydeevne). Det førte til stiftelsen af Lodsejerlaget i 1879, og den dag i dag er alle parcellerne i Lammefjorden pålagt en afgift til vedligehold af pumpestationen, kanalerne, digerne og dæmningen, som holder Lammefjorden tør.

Pumpestationen er hjertet i at holde Lammefjorden tør. Drænvandet fra hovedparten af det inddæmmede areal ledes hertil og pumpes op i et stort bassin på den anden side af pumpestationen. Herfra bliver det – sammen med vandet fra de to kanaler der omgiver Lammefjorden – sluset ud i fjorden på den anden side af dæmningen.

Mange af arbejdsmændene var løsarbejdere, hvoraf en del havde arbejdet ved jernbanen eller de jyske brunkulslejer.

I begyndelsen af inddæmningsprojektet, midten af 1870’erne, var arbejdsstyrken oppe på adskillige hundrede mænd. Mange af arbejdsmændene var løsarbejdere og kom fra hele Danmark. En del havde tidligere arbejdet ved fx jernbanen, mens andre kom fra de jyske brunkulslejer.

Det var som regel folk fra dårlige kår, og indtagelse af spiritus var af mange en daglig forseelse for at kunne udholde det opslidende arbejde (mellem 13-15 timer om dagen), de dårlige boligforhold og den usle løn (1-2 kr. om dagen).

Indvandringen og bosættelsen af Lammefjorden foregik over mange årtier fra hele landet, og der var flere forskellige grunde til, at folk kom til det, i begyndelsen, ugæstfrie sted. En af grundene var, at mange folk i slutningen af 1800-tallet levede under trange kår, og måske endda havde sociale eller økonomiske problemer som fx gæld.

Perioden var generelt præget af udvandringstanken – dét at kunne starte på en frisk! Nogle greb drømmen og udvandrede til Amerika, mens andre kun havde råd til en rejse til den mere jordnære Lammefjord. For dem alle gjaldt dog håbet om at få et bedre liv.

I de første år kunne den udtørrede fjordbund virke ugæstfri, men pionererne gjorde den dyrkbar.

I de første år var fjordbunden så blød, at den var umuligt at bruge heste i marken, men kun stude.

Under 2. Verdenskrig blev der dyrket hamp på Lammefjorden. Hamp blev brugt til reb, tovværk og vævning af sejldug og hamplærred.

Dyrkningen af raps og gul sennep blev også intensiveret under krigen, da frøene fra planterne blev brugt til oliepresning og presseresterne som dyrefoder.

Af andre afgrøder, der i tidens løb har været afprøvet på Lammefjorden, kan bl.a. nævnes tobak, og i midten af 1950’erne blev der satset stort på løgplanter, især tulipaner. Et samlet areal, som end ikke Holland kunne matche, stod et par korte dage i foråret i fuldt tulipanflor. Folk valfartede dertil, for at se det prægtige skue i sådanne mængder, at politiet til tider måtte sættes ind for at dirigere trafikken.

Lammefjorden bød dog også på andre naturlige ressourcer, som kunne bruges af beboerne eller sælges, som fx østersskaller. I 1964 var de såkaldte skallebanker udtømt. Men indtil da havde opgravningen og forarbejdningen af gamle østersskaller på den tidligere fjordbund været en lukrativ forretning. De knuste skaller, som var et nødvendigt kalktilskud til æglæggende høns, eksporteredes til flere europæiske lande.

I dag er Lammefjorden især berømt for sine kartofler, gulerødder og andre grøntsager, som bl.a. bliver brugt i det nye nordiske køkken.