Hele historien om Lammefjorden

Af Gitte Brink

Midten af det 19. århundrede var i høj grad præget af inddæmningstanken. Især Holland stod i spidsen for enorme inddæmninger, hvor landvindingen arealmæssigt svarede til et område, der var større end Sjælland. Rundt omkring i Danmark blev der imidlertid også foretaget mange inddæmninger.

Det gik hurtigt med at anlægge dæmningen, men selve tørlægningen af Lammefjorden strakte sig over mange årtier, hvor fjorden – som nu var blevet til en sø bag dæmningen – blev mindre og mindre.

Flere fjordområder blev inddæmmet i 1800-tallet for at opdyrke jorden.

I 1841 påbegyndtes inddæmningen af den nordlige gren af Lammefjorden – Sidingefjord. Et projekt, der kom til at strække sig over 40 år. Ligesom i Holland var staten ved dette projekt stærkt engageret, da Sidingefjord hørte under statens domæne.

I 1852-54 blev Svinninge Vejle fjordarm inddæmmet, og i 1866 startede man på inddæmningen af Saltbæk Vig. Det var således ikke nogen ny tanke at inddæmme fjord- eller søområder, men udtørringen af Lammefjorden kom til at være langt den største.

Da inddæmningsprojektet ved Sidingefjord endte med at blive en bekostelig affære, blev staten herefter meget tilbageholdende med sin støtte til tørlægningsprojekterne. Pengene til udtørringen af Lammefjorden skulle derfor primært skaffes ved aktietegning.

Med et anspændt dansk pengemarked i ryggen var de danske banker dog ikke særlige villige aktører. Det endte derfor med at pengene blev lånt hos de tyske banker, som havde nydt godt af den overordentlige store krigsskadeserstatning på 5 milliarder franc efter den fransk-preussiske krig.

Landvindingsprojekter var kostbare med store anlægsarbejder og dyrt udstyr – her maskinhuset på Audebo Pumpestation.

Det tog 1½ år at fuldføre den 2.300 meter lange dæmning fra Audebo til Gundestrup.

I april 1873 påbegyndtes selve inddæmningen af Lammefjorden med Lensbaron G. F. Zytphen Adeler fra Dragsholm i spidsen som idémand.

September 1874 blev Audebodæmningen lukket, og januar 1875 påbegyndte man udpumpningen. Et halvt år efter var vandspejlet sænket 2,7 m, hvilket efterlod en stor sø, som efterfølgende blev omdrejningspunktet for den såkaldte fiskekrig, hvor nogle af de lokale beboere ikke ville acceptere et fiskeforbud på søen.

I 1878 dør lensbaron G. F. Zytphen-Adeler, og landinspektør L. Bentzon indtræder i hans sted. Samme år blev der foretaget en vurdering af det udtørrede område og lavet en fordeling af vedligeholdelsesomkostningerne for alle parceller i Lammefjorden (baseret på parcellernes størrelse og ydeevne).

Det førte til stiftelsen af Lodsejerlaget i 1879, og den dag i dag er alle parcellerne i Lammefjorden pålagt en afgift til vedligehold af pumpestationen, kanalerne, digerne og dæmningen, som holder Lammefjorden tør.

Alle parceller på Lammefjorden betaler en afgift til drive og vedligeholde pumpestation, diger, dæmning og kanaler. Der er ingen offentlige tilskud.

I 1943 var hele Lammefjorden tørlagt samtidig med, at landbrug, boliger og virksomheder – her Hotaco ved Audebo – skød op.

Hele udtørringsprojektet af Lammefjorden varede over et halvt århundrede. Hvert år blev de igangværende projekter forsinket med vinterens komme, når frosten gjorde det umuligt at arbejde med jorden. I forbindelse med de 2 Verdenskrige var der også forsinkelser, foruden de løbende økonomiske vanskeligheder, overskridelse af budgetter, og ikke mindst uenighed samarbejdspartnerne og de forskellige interessenter imellem.

Gennem de mange årtier blev der desuden foretaget løbende udvidelser af grøfter og kanaler, forbedring af pumpestationen og ikke mindst dæmningen. I 1943 var hele Lammefjorden endelig forvandlet til land.

I begyndelsen af inddæmningsprojektet, midten af 1870’erne, var arbejdsstyrken oppe på adskillige hundrede mænd. Mange af arbejdsmændene var løsarbejdere og kom fra hele Danmark. En del havde tidligere arbejdet ved fx jernbanen, mens andre kom fra de jyske brunkulslejrer.

Det var som regel folk fra dårlige kår, og indtagelse af spiritus var af mange en daglig forseelse for at kunne udholde det opslidende arbejde (mellem 13-15 timer om dagen), de dårlige boligforhold og den usle løn (1-2 kr. om dagen).

Arbejderne var ofte folk fra dårlige kår, som tog til takke med de dårlige boligforhold og den usle løn.

Familien Andreasen var en af de første familier på Lammefjorden og boede i halmhytter. De fleste nybyggere boede dog under bedre forhold.

På det første kort over den tørlagte fjord, som viser bebyggelse (fra 1887), er der i alt 34 huse og 11 bygningskomplekser bestående af 2 længer. Husene var ikke halm- eller jordhytter, som det ellers så ofte er antaget med henvisning til et ofte brugt billede af familien Andreasen (en af de første nybyggerfamilier på Lammefjorden) med deres halmhytte i baggrunden. Derimod var husene faste, ofte bygget af sten, da der var rigelige mængder af disse på den tidligere fjordbund.

Indvandringen og bosættelsen af Lammefjorden foregik over mange årtier fra hele landet, og der var flere forskellige grunde til, at folk kom til det, i begyndelsen, ugæstfrie sted. En af grundene var, at mange folk i slutningen af 1800-tallet levede under trange kår, og måske endda havde sociale eller økonomiske problemer som fx gæld.

Andre indvandrere havde hørt historier om havren, der næsten stod 2 meter høj på den nyvundne Lammefjordsjord, mens andre igen ønskede at bosætte sig nær højskolerne – af idealistiske grunde.

Perioden var generelt præget af udvandringstanken – dét at kunne starte på en frisk! Nogle greb drømmen og udvandrede til Amerika, mens andre kun havde råd til en rejse til den mere jordnære Lammefjord. For dem alle gjaldt dog håbet om at få et bedre liv.

Infrastrukturen på Lammefjorden var ikke særlig god de første mange år. Især om vinteren var jorden på den tidligere fjordbund våd. Den første større vej som blev anlagt, den senere Adelers Allé, var næsten ufremkommelig for tunge køretøjer på denne årstid.

Åbningen af Odsherredbanen i 1898 var dog med til at afhjælpe en del af dette problem. Omkring Fårevejle Station voksede efterhånden et lille bysamfund op, og jernbanen øgede både handels- og transportmulighederne betydeligt for lokalbefolkningen.

Der var stor forskel på kvaliteten af den tidligere fjordbund. Den dårligste jord blev ofte udstykket i husmandslodder på 10-12 tønder land. Det gik ud over småkårsfolkene, som ikke havde råd til at købe større områder med bedre jord. Selvom de sled i det, måtte mange derfor lade jorden gå tilbage til sælger eller på tvangsauktion.

I 1930’erne var den østlige del af fjorden stadigvæk ufremkommelig, især om vinteren, og i folkemunde blev området kaldt for ”Elendigheden” og ”Ørkenen”.

Odsherredbanen var et stort fremskridt for fremkommeligheden på Lammefjorden; her stationen i Fårevejle.

Frivillige i gang med at reparere dæmningen efter stormen i 1921.

De nye beboere på Lammefjorden havde mange besværligheder at kæmpe med. En af dem var sandflugt. Ikke nok med at sandet fra den tidligere fjordbund fandt vej ind i husene, men det gik også ud over afgrøderne. Bl.a. gulerødderne led under blæsten, da de spæde skud blev skåret over af de skarpe jordpartikler, når vinden blæste. Et andet problem forårsaget af blæsten var, at dynd og sand lagde sig i grøfterne, som gang på gang måtte graves ud, for at være funktionsdygtige mht. at dræne jorden.

En anden besværlighed var det dårlige drikkevand. Først senere hen, da dybdeboringer blev almindelige i stedet for brønde, slap især beboerne i den østlige del af Lammefjorden for halvdårligt brakvand.

Pludselige tøbrud om foråret, efter stort snefald om vinteren, gav desuden gang på gang oversvømmelser på mange hundrede tønder land.

Og så var der de voldsomme storme, hvor vandmasserne truede med at nedbryde dæmningen. Specielt ved en storm i 1921 var det næsten ved at gå galt, men takket være en massiv indsats fra fjordboerne, behøvede området ikke at blive evakueret. Flere familier havde ellers pakket deres ejendele og var klar til at tage fra deres hjem, hvis det viste sig at vandet ville oversvømme området. I 1953, efter endnu nogle faretruende storme, blev ydersiden af dæmningen mod havet cementeret og fyldt med store sten for at bryde bølgerne.

I dag er oversvømmelser efter vinteren og ved kraftig nedbør stadigvæk en risiko. Derfor bliver kanalerne i Lammefjorden renset for grøde et par gange om året. Som tiden går og den tidligere fjordbund bearbejdes, sætter den sig visse steder, hvilket kræver yderligere afvanding. Desuden gennemgås dæmningen hvert forår for at sikre, at den ikke forfalder.

Ved stormen i 1921 var det nær gået galt, men med frivillig indsats lykkedes det at sikre dæmningen mod brud.

Det trøstesløse syn, der mødte de første nybyggere på Lammefjorden.

Da Lammefjorden efterhånden blev tørlagt i slutningen af 1800-tallet, fremstod den saltvandsvåde fjordbund først som en stor, flad og gold slette. Flere steder var den vanddrukne fjordbund fyldt med sten i alle størrelser og århundreder gamle egestammer. Så før indvandrerne overhovedet kunne begynde at dyrke noget, krævede det foruden dræning et stort oprydningsarbejde.

I begyndelsen var dyndjorden desuden så blød, at de lokale bønder måtte bruge stude i stedet for heste til dyrkningen, da hestene sank ned i jorden.

Kvaliteten af den tørlagte fjordbund var meget forskellig fra område til område. Den bestod af omkring 20 % lerjord, 30 % sandjord og 45 % dyndjord. Resten var blandingsjord. På størstedelen af fjorden lå der imidlertid et flere fods dybt dyndlag, dannet af vegetabilske og animalske stoffer, som gjorde bunden meget frugtbar.

Allerede i slutningen af 1870’erne blev der gjort enkelte forsøg på at opdyrke den tørlagte fjordbund med bl.a. fioringræs. I det efterfølgende årti forsøgte man sig også med havre, det endda med succes, men omkring 1890 lå størstedelen af det udtørrede område stadigvæk hen som enge og græsarealer.

I 1943 blev ’Lammefjordssøen’ endelig tømt, og Lammefjorden blev dermed helt udtørret. Den sidste opdyrkningsfase kunne begynde. En del af jorden var dog ikke egnet til dyrkning, det gælder fx store områder omkring Audebo. Den dag i dag ligger store dele af de privatejede områder uopdyrket hen, som en slags fugle- og plantereservater, der primært bruges til jagt.

Under 2. Verdenskrig blev der dyrket hamp på Lammefjorden. Hamp blev brugt til reb, tovværk og vævning af sejldug og hamplærred. Hampen havde også den fordel, at den som en af de eneste planter kunne tage kampen op mod ukrudtet, her tænkes især på de sejlivede kvikrødder.

En af de større ejendomme efter datidens forhold: Strandgaarden.

Tulipaner var en stor afgrøde på Lammefjorden i flere år og tiltrak mange turister i blomstringstiden.

Dyrkningen af raps og gul sennep blev også intensiveret under krigen, da frøene fra planterne blev brugt til oliepresning og presseresterne som dyrefoder. Af andre afgrøder, der i tidens løb har været afprøvet på Lammefjorden, kan bl.a. nævnes toba.

I midten af 1950’erne blev der satset stort på løgplanter, især tulipaner. Et samlet areal, som end ikke Holland kunne matche, stod et par korte dage i foråret i fuldt tulipanflor (inden blomsten blev plukket af). Folk valfartede dertil, for at se det prægtige skue i sådanne mængder, at politiet til tider måtte sættes ind for at dirigere trafikken.

Lammefjorden bød dog også på andre naturlige ressourcer, som kunne bruges af beboerne eller sælges, som fx – tækkerør, fisk, vildt, sten, ler og østersskaller.

I 1964 var de såkaldte skallebanker udtømt. Men indtil da havde opgravningen og forarbejdningen af gamle østersskaller på den tidligere fjordbund været en lukrativ forretning. De knuste skaller, som var et nødvendigt kalktilskud til æglæggende høns, eksporteredes til flere europæiske lande. Opgravningen skulle foregå om sommeren, men forarbejdningen på fabrikken i Fårevejle kunne udføres hele året.

I dag er Lammefjorden især berømt for sine kartofler, gulerødder (800 millioner pr år), asparges og andre grøntsager, som bl.a. bliver brugt i det nye nordiske køkken.

Østersskaller i sække – klar til eksport. Østersskaller i sække – klar til eksport. Østersskaller i sække – klar til eksport.